Jeg ser sjældent komedier, men jeg har allerede set Jan Vardøens „The House of Norway“ eller „det norske hus“ to gange – og jeg er sikker på, at det bliver mindst en tredje gang, for jeg har sjældent grinet så bifaldende, som jeg gjorde, mens jeg så denne indtagende og fuldstændig overdrevne satire om en iransk immigrants oplevelser i Norge.
Det norske hus begynder med en imponerende åbningssekvens, der giver et vidunderligt indblik i de norske fjelde ved fjorden, akkompagneret af Edvard Griegs musik. Det er bestemt ikke tilfældigt, at filmen ender med disse billeder, for trods sit satiriske indhold kan den i mine øjne også forstås som en kærlighedserklæring til Norge. Du kan blandt andet finde traileren på YouTube.
Det norske hus – synopsis
Filmen fortæller historien om Ramin, en iransk flygtning, der krydser den norske grænse på cykel og støder sammen med en gammel mand, der udgiver sig som rypejæger, først skyder ham og derefter forsyner ham med de nødvendige fornødenheder – for eksempel en norsk sweater.
Herfra går Ramin så til „Akademiet“, en skole, hvor de ankommende flygtninge ikke kun modtager sprogundervisning, men også introduceres til den norske kulturs særegenheder. Fuld af håb om et liv i frihed og demokrati begiver Armin sig ud på sin rejse og bliver ved sin ankomst i første omgang konfronteret med den afvisende karakter af akademiets operatører.
Men det lykkes Ramin at sikre sig en plads på akademiet. Og da han allerede har lært sig selv lidt norsk ved hjælp af en nedslidt ordbog, kan han i hvert fald til en vis grad følge med i timerne.
Og alligevel sætter de mange test, han skal tage for at bevise, at han kender og forstår reglerne for norsk sameksistens, ham gentagne gange i absurde situationer. For eksempel når han tager imod invitationen til at besøge sine lærere, for så at finde ud af, at han ikke bare kan komme, når han vil, men i stedet skal „bestille tid“ på forhånd.
„Bestille tid“ er et udtryk, jeg først er stødt på, siden vi flyttede til Danmark, så jeg kan godt forstå Ramins overraskelse over, at vi ikke bare aftaler tid, men derimod „bestiller tid“. Og selvom der ikke findes lignende tests for mig som europæisk immigrant i Danmark, får filmen mig stadig til at smile eller grine højt igen og igen, fordi så meget af den minder mig om vores første tid i Danmark.
For eksempel når Ramin søger om opholdstilladelse (Oppholdstillatelse) og kommer i kontakt med det besværlige norske bureaukrati i dette ellers tilsyneladende moderne land. Eller når hans lærere kæmper for at formidle norske værdier og ideer om livet, vel vidende, at de fleste af deres elever ikke forstår et ord af, hvad de siger. Og også selvom nydelsen bliver en forpligtelse, fordi Ramin nu skal lære at hygge med hinanden perfekt, eller hvordan man korrekt lægger smørrebrødspapiret mellem de forskellige lag tykt fyldt brød.
Instruktør og hovedrolleindehaver
Manuskriptet til “det norske hus” er skrevet og instrueret af filmskaberen Jan Vardøen, der er født i England, men bor i Norge. Shahrukh Kavousi spiller immigranten Ramin i hovedrollen. Kavousi er oprindeligt fra Iran, flygtede til Norge som 14-årig, studerede på Bergens Kunstakademi og Nordlands Kunst- og Filmskole og arbejder som instruktør.
Ved Ramins side, eller ligefrem undersøger ham, står skuespilleren, instruktøren, scenografen og manuskriptforfatteren Gard Bjørnstjerne Eidsvold i en anden hovedrolle. Jeg kunne også særligt godt lide Hege Schøyen og Helén Vikstvedt som lærere, der forsøger at forklare de nyankomne, at Norge har regn og skove, men ingen regnskov.
Filmen blev første gang udgivet i biograferne i 2017 og havde premiere på Netflix den 30. juli 2022, hvor den stadig er tilgængelig i dag. Originalsproget er norsk, undertekster er tilgængelige på dansk, tysk, engelsk og svensk.
Anmeldelser og filmkritik
Som forventet vækker „det norske hus“ naturligvis også polemik. Dette afspejles i anmeldelser, der nogle gange er alt for hårde, formentlig fordi de overbelaster filmen med en mening, den ikke har. Men jeg forstår måske ikke selv, hvilken hensigt Vardøen havde, da han skrev og optog filmen. Eller måske er det fordi, som en kommentator udtrykte det, anmelderne er „enten 100 % norske og føler sig krænket, eller også har de aldrig sat deres fod i landet.“ Det sidste gælder dog også for mig. Du kan finde en meget detaljeret filmanmeldelse på Montages hjemmeside (på norsk).
Hvad jeg ikke kan bedømme er, hvordan filmen vil påvirke en, der faktisk har påtaget sig den lange, farlige rejse fra Iran til Skandinavien. Kavousi udtalte i et interview, at mange flygtninge mister deres naivitet, når de efter deres ankomst bliver betragtet som mennesker uden en historie, uden deres egen viden og færdigheder. Fra mit synspunkt kan jeg dog kun anbefale “det norske hus”, hvis man ikke ser filmen som et politisk drama, men som en underholdende satire, der fortæller om håb og skuffelse såvel som om indsats, fortvivlelse og at lære at elske alt det, der i starten virkede så absurd. På begge sider.