Hvad skriver du lige nu?

Hvis det ikke lød så absurd, næsten kynisk, ville jeg sige: Det var hverken mord eller selvmord, det var uagtsomhed. Den uagtsomhed, der får os til at antage, at verden i vores hoveder er virkelig, og at der ikke findes nogen anden ærlig måde at tænke og føle på end vores egen. Den uagtsomhed, der får os til at undlade at genoverveje hver dag og hvert sekund, om vi virkelig elsker eller blot glæder os over at se det billede, vi anstrenger os for at skabe af os selv, afspejlet i et DU, der tolererer os.“

Først troede jeg, det bare var en særhed, en kortvarig forelskelse i en idé. Men langsomt indser jeg: Der er noget, der venter på mig. Et tema, et emne, der kræver en ny fortælling. Selv om det kan virke arrogant, for det par, jeg arbejder på i øjeblikket, er et af de mest berømte i Skandinavien, og en hel række bedre og mere kendte forfattere har allerede forsøgt sig med det: Elvira og Sixten.

Så tror jeg, at jeg kan tilføje noget nyt til historien gennem min historie? I hvert fald håber jeg det! For Elvira og Sixten, som jeg allerede har nævnt her, er for mig det bedste eksempel på en „følelsesforvirring“, der fører til, at folk taler om kærlighed, når de kun har brug for hinanden, og sårer hinanden desto dybere, jo mere de forsøger at hele gamle sår.

Men de er også et par, hvis forhold forekommer mig at være betydeligt mere komplekst, end de myter og fortolkninger, jeg indtil videre er stødt på, antyder. For nogle er Elvira og Sixten modige elskere, der brød samfundets lænker, kun for i sidste ende at dø sammen. For andre er Elvira tydeligvis offeret – nogle gange på grund af sin barndom og ungdom, som fremstilles som dyster og fyldt med misbrug (uden, så vidt jeg ved, beviser for dette) – nogle gange på grund af antagelsen om, at hun tilbød en slags underdanig lydighed til sin ældre forfører, eller endda blev overrasket over hans ønske om at dræbe.

Efter min mening gør vi dog endnu engang Elvira, den usædvanligt talentfulde linedanser, uretfærdighed ved at begrænse hende til offerrollen. Og spørgsmålet er: Hvordan ville en sådan kvinde, der er vant til at øve sig i hvert skridt, hun tager på linedansen dag efter dag, med disciplin, der nyde beundring og bifald, modtage en kongelig udmærkelse og blive betragtet som lige så smuk, hvordann ville hun trække sig tilbage fra alt dette bare for at følge en gift mand ind i et middelmådigt liv?

Nej, nå, nö, det kan jeg aldrig tro. 😊

Så jeg spørger mig selv: Er det måske bare vores eget begrænsede perspektiv, der blokerer vores syn på et par, hvis „rollefordeling“ kan være helt anderledes end det, vi er vant til at se? Fordi vi endnu engang er faldet i den tro, at vi er den klogeste, mest oplyste og generelt mest retfærdige og mest frigjorte generation i menneskets historie? ^^

Jeg ved det ikke endnu, men selvfølgelig har jeg mine mistanker. Ligesom min hovedperson, den unge journalist Jesper Hansen, som jeg lader fortælle historien, fordi han er meget tættere på personerne og begivenhederne, end vi er i dag.

Jeg er nysgerrig efter at se, hvor hans ikke helt upartiske fortælling vil føre mig hen. Og selvfølgelig ville jeg være glad, hvis I delte min begejstring og fulgte interessent med i de kommende måneder for at se, hvad han tillader mig at offentliggøre på forhånd. Ligesom jeg byder alle jeres kommentarer, forslag og bemærkninger velkommen, som viser mig, at jeg (bortset fra de irriterende spammere) ikke er helt alene med mine ensomme tanker og historier. 😉

Boganbefaling: Den romantiske skole i Tydskland

Af Georg Brandes

I Hvordan døden kom til live bruger jeg eksempler fra tysk litteraturhistorie til at illustrere, hvordan forestillinger om dødsøjeblikket, og dermed ideen om hvor døden begynder og slutter, har ændret sig gennem århundreder. Et kapitel er også dedikeret til tysk romantik, og mens jeg researchede dette afsnit, bemærkede jeg, at jeg udviklede en hidtil ukendt aversion mod den „romantiske ånd“, og at dens repræsentanter i stigende grad fremstod for mig som domfældelsespræster, der benægtede og kvalte livet under deres romantiserede længsel efter døden.

Hvor stor var min overraskelse, da jeg for nylig læste den danske litteraturkritiker Georg Brandes‘ mere end 150 år gamle værk, som på mange måder bekræfter min opfattelse og vurdering af den tyske romantik.

Mehr lesen

Boganbefaling: Verdens uardigste dreng

Verdens uartigste dreng: en dansk børnebog af Kim Fupz Aakeson (forfatter) og Rasmus Brenhøi (illustration)

Hvem opfører sig egentlig bedst – en dreng, der lyver, eller en dreng, der fortæller sandheden? Og hvad nu hvis skolen lærte os at lyve i stedet for at fortælle sandheden?

I sin børnebog „Verdens uartigste dreng“ vender Kim Fupz Aakeson de tilsyneladende simpleste antagelser om verden og om forsøget på at opføre sig moralsk på hovedet. Fordi Svend Bendt, bogens hovedperson, har et problem: Han kan ikke lyve. Og fordi han ikke kan lyve, bliver han betragtet som uartig. Selvom man faktisk siger, at man altid skal sige sandheden. Eller skal man ikke?

Mehr lesen