Af Georg Brandes
I „Hvordan døden kom til live„ bruger jeg eksempler fra tysk litteraturhistorie til at illustrere, hvordan forestillinger om dødsøjeblikket, og dermed ideen om hvor døden begynder og slutter, har ændret sig gennem århundreder. Et kapitel er også dedikeret til tysk romantik, og mens jeg researchede dette afsnit, bemærkede jeg, at jeg udviklede en hidtil ukendt aversion mod den „romantiske ånd“, og at dens repræsentanter i stigende grad fremstod for mig som domfældelsespræster, der benægtede og kvalte livet under deres romantiserede længsel efter døden.
Hvor stor var min overraskelse, da jeg for nylig læste den danske litteraturkritiker Georg Brandes‘ mere end 150 år gamle værk, som på mange måder bekræfter min opfattelse og vurdering af den tyske romantik.
I “Den romantiske skole i Tydskland”, andet bind i serien “Hovedstrømningerne i det 19. århundredes litteratur”, er 14 forelæsninger, som Brandes holdt på Københavns Universitet, samlet i en studie.
En usædvanlig tilgang: Georg Brandes i rollen som den psykologiske observatør
I disse forelæsninger griber Brandes romantikken an fra en psykologisk iagttagers perspektiv, der søger at skildre den romantiske skole i Tyskland i sin helhed. Han sigter derfor ikke blot mod at introducere individuelle romantikere, men udforsker også, hvad der er typisk tysk ved denne skole, og hvilke hovedstrømninger der findes inden for den.
Man kan antage, at Brandes‘ tilgang er yderst subjektiv – dette gælder dog kun hans metode, ikke hans dømmekraft og hans omfattende viden om tysk romantik, hvilket er det, der gør ham i stand til at være så „subjektiv“.
Brandes præsenterer den romantiske skole i Tyskland i 14 kapitler. Han beskriver de negative og positive forudsætninger, hvorfra romantikken opstod, de kunstneriske og sociale tendenser, der afspejles i den, undersøger romantikernes forhold til musik og helliger sig endelig det „romantiske sind“, „romantisk længsel“ og romantiske digters forhold til politik, religion og mystik.
Hygge versus romantisk længsel: en sammenligning mellem tysk og dansk romantik
Og da Brandes af oprindelse er dansk litteraturkritiker, er det kun naturligt, at han inkluderer en sammenligning mellem dansk og tysk poesi i sin undersøgelse. Det er derfor tyskerne, der „graver“ romantikken op, som søger og finder dens materiale, men derefter fortaber sig i det og forvandler det til noget flydende, uhåndgribeligt eller ligefrem mystisk hvirvlende.
»Paa dansk Grund fik Romantiken mere Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kommen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig |10| selv, om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Schachter, hvorfra Novalis i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, at den var kommet til en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sin Residents paa Dyrehavsbakken«. [fra: Kritiker og Portraiter p. 230.]
Tysk litteratur afslører mere liv, mens dansk litteratur afslører mere kunstnerisk sans og kreativitet, samt en tilbagetrækning fra overflod – sådan kan Brandes sammenligning nogenlunde opsummeres. Alligevel er det netop denne trang til harmoni og en modvilje mod at hengive sig til overflod, der i sidste ende fører til, at dansk litteratur, selvom den er fornøjelig at læse, ikke formår at fange sit publikum. Den mangler dristighed og mod til at presse tingene til det ekstreme.
»Vore Romantikere ere aldrig vanvittige som Hoffmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De tabe i betagende og overvældende Liv og Energi, hvad de vinde i Læselighed og Klarhed. De opnaae forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaae ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Originalitet afskrækker Flere og fængsler stærkere. Vi have i vor romantiske Retning ikke Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale Oppositionsaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kjækhed støber i nye og barokke Former.«
I sidste ende ser Brandes dog den tyske romantik som korrupt og konkluderer, at man vil „føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Hexesabbath, i hvilken Philosopherne spille de gamle Kjærlingers Rolle, under Obscuranternes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under Politikernes Raaben paa Politistat, Kleresi og Theokrati, medens Theologien og Theosophien kaste sig over Videnskaberne og kvæle dem under deres Kjærtegn.„
Konklusion: intellektuel glæde
Ikke alle kapitler i „Den romantiske skole i Tydskland“ er lige geniale, ikke alle beskrivelser overbevisende; nogle gange, efter min mening, går præsentationen tabt i irrelevante detaljer. For mig ligger bogens styrke i de passager, hvor Brandes indslynger retoriske drejninger, hvor han efter omtågethed mellem tese og antitese kræver et tredje punkt: den ubetingede kvalitet af en poesi, der vender sig mod livet, i stedet for at ruge med tårer i et elfenbenstårn over søde forestillinger om efterlivet eller klamre sig frygtsomt og fortvivlet til traditionel form. Især i dag, hvor så mange debatter begrænser sig til at kræve en forpligtelse for eller imod noget, er det en fornøjelse og en fryd at følge en forfatter som Brandes, begavet med intellekt, ekspertise og sproglig ild.
Om forfatteren
Georg Morris Cohen Brandes blev født i København den 4. februar 1842. Han studerede jura og filosofi og skabte sig et navn som litterær formidler og pioner inden for litterær fornyelse i Danmark. Sammen med sin bror Edvard Brandes og andre forfattere grundlagde han avisen „Politiken“, som stadig er en af Danmarks tre største dagblade og betragtes som en del af det „venstreliberale“ spektrum.
Brandes var afhængig af økonomisk støtte, men rejste meget og boede i Berlin i flere år. Hans midlertidige afrejse fra Danmark skyldtes dog sandsynligvis, at han blev hårdt angrebet og udelukket derfra i mange år på grund af sine „liberale“ ideer. Først efter at have opnået international anerkendelse var han i stand til at genvinde fodfæste professionelt og socialt i Danmark.
Brandes døde den 19. februar 1927 i København. I 1969 opkaldte Dansk Litteraturkritikerforening en pris efter ham, som tildeles for et værk inden for litteraturvidenskab eller litteraturkritik. Selv i dag er hans arbejde og hans indflydelse ikke „ubestridt“, som udtrykket nu om dage så smukt udtrykker det. Hvad mere kunne en kritiker og forfatter ønske sig?
Bibliografisk information
Georg Brandes „Den romantiske skole i Tydskland“ findes i forskellige udgaver og genoptryk. Den første udgave havde titlen:
Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.
Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873 af G. Brandes.
Den romantiske Skole i Tydskland.
Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
Græbes Bogtrykkeri. 1873.
Jeg har personligt downloadet den originale danske tekst som en Kindle-udgave [Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Bind 2. Den romantiske skole i Tydskland] og brugte teksten oversat til tysk af Adolf Strodtmann på Dansk Sprog- og Litteraturselskabs (DSL) hjemmeside.