H.C. Andersen: Det døende barn

Oversættelse til tysk og kort tolkning

Jeg har boet i Danmark i fem måneder nu. Det er derfor kun passende, at mit første bidrag efter lang tid er dedikeret til en dansk digter, der nyder verdensomspændende berømmelse som dansk nationaldigter par excellence: HC Andersen.

I Tyskland er Andersen mest kendt for sine eventyr, blandt andet Den lille havfrue , Prinsessen og ærten, Kejserens nye klæder og Den grimme ælling ; men han skrev også digte og noveller, rejseskildringer og romaner.

Digteren kom fra en fattig familie og måtte i en ung alder udholde tider med afvisning, latterliggørelse og grusomhed, før han blev anerkendt som det, han længe ønskede at være forgæves: en rigtig prinsesse, en formodet ælling, der blev til en smuk svane.

Født den 2. april 1805 i Odense skulle HC Andersen i dag fejre sin 220 års fødselsdag. Derfor kiggede jeg nærmere på Andersens digt „Det døende barn“ og forsøgte at oversætte det til tysk. Det var vigtigt for mig at bevare rytmen og rimformen så meget som muligt, men uden at afvige for langt fra originalen. Og dette er hvad jeg fik fra mit første forsøg:

Indhold og fortolkning af HC Andersens digt „Det døende barn“

Andersen skrev digtet mod slutningen af ​​sin skoletid, da han var omkring 18 år gammel. Den består af tre otte-linjers strofer (inddelt i kvad af mig ovenfor), hver med fire par krydsrim. Det lyriske jeg vender sig til sin mor lige i begyndelsen, hos hvem han befinder sig et sted, der ikke beskrives nærmere. Men det er et ubeskyttet rum, et „her“, der sidestilles med det kolde „udenfor“, hvor en storm truer.

„Her,“ i dette kølerum, beder det lyriske jeg om, at moderen lader ham falde i søvn. Den ønsker, at hun ikke vil græde mere og beskriver for hende, hvad den allerede kan se med sine trætte, lukkede øjne: Englenes verden, som det lyriske jeg nu er trukket ind i, fordi alt dér er så smukt som i en drøm.

Titlen på digtet, „Det døende barn“, antyder, at englens kys, som digtet slutter med, også markerer det lyriske jegs død. Og alligevel kan man ved nærmere eftersyn konstatere nogle „uoverensstemmelser“, der holder historien i spænding.

For eksempel er det bemærkelsesværdigt, at det lyriske jeg i digtet ikke lukker „øjnene“, men kun „det“ trætte øje, hvilket i sidste ende bringer det i en tilstand, der ligner oplevelsen af ​​en drøm.

I slutningen af ​​første vers står der:

Og englens kys, som digtet slutter med, opstår først, efter at det trætte øje har lukket sig:

For mig opstår derfor spørgsmålet, om de fysiske øjne rent faktisk er ment her, eller om Andersen hentyder til det såkaldte ”indre” øje, hvormed barnet opfatter drømme, erindringer og genfærd, som ikke er synlige for voksne.

Efter min mening adskiller digtets ordforråd og metaforer det ikke som et fremragende kunstværk; Andersens billedsprog forbliver forankret i det velkendte, når han skildrer den smukke indre verden, som står i kontrast til den kolde, stormfulde verden udenfor, som er gennemsyret af blomster, farver, engle og musik.

Og alligevel er der foruroligende afvigelser fra det almindelige og forventede, for eksempel når det lyriske jeg spørger sig selv, om det først skal dø for også at modtage de smukke hvide vinger, som Herren skænker. Skønheden får således et grusomt aspekt – Rilke sender sine hilsener – da det kræver en smertefuld adskillelse uden hensyn til moderens følelser.

Men det er netop den smerte, barnet oplever som en trykkende byrde, der skal overvindes for at være tæt på englene – det fortæller sidste vers. Fordi trykket moderen udøver er for hårdt, hendes kind er for tæt, hendes tårer brænder som ild, og hun tvinger barnet til at græde med sig i stedet for at gå ind i englenes glade verden. Den i begyndelsen beskrevne kulde, som det lyriske jeg føler „her“, i nærvær af den grædende mor, kan ikke opvarme denne form for moderkærlighed.

Det „døende“, som Andersen beskriver det i „Det døende barn“, kan således også forstås som en smertefuld adskillelsesproces, der ikke fører til det lyriske selvs død, men derimod tillader det at overvinde den smerte, det oplevede i sin moders hænder, for at nå sin sande skæbne, der allerede fremstår for dets indre øje som poetisk, himmelsk, himmelsk.

Yderligere læsning og medier

Det er min fortolkning af digtet. Den udkom i øvrigt første gang i 1827 i den tyske oversættelse af Ludolph Schley.

Hvis du nu er nysgerrig og gerne vil vide mere om Andersen eller se hans håndskrift, kan du finde alt, hvad du har brug for at vide om forfatteren og hans værk, samt originalteksten på HC Andersen-centrets hjemmeside. Siden er tilgængelig på dansk og engelsk.

Og vil du lære mere om digterens liv og hans kamp for anerkendelse, anbefaler jeg Rumle Hammerichs film „Unge Andersen“ , som du blandt andet kan se på Netflix.