Gud, det her er kompliceret! Det var min første tanke, da jeg begyndte at studere bøjningen (deklinationen) af danske navneord. Mens vi på tysk normalt kun kender to grundformer af substantivet, er der på dansk fire.
Når man først har lært disse former, så er det det – ganske anderledes end tysk, hvor tingene egentlig først går i gang på dette tidspunkt, fordi navneord også afvises i akkusativ, dativ og genitiv afhængig af deres funktion i sætningen.
I denne artikel vil jeg først give et kort sammenlignende overblik over, hvordan man afslår navneord på tysk eller dansk.
Navneords brug af store bogstaver i tysk-dansk sammenligning
På tysk kaldes navneord også Nomen. De giver navn til levende væsener, ting, begivenheder eller abstrakte ideer.
På tysk er disse navneord altid med stort:
Peter, Berlin, Auto, Tier, Hund, Mensch, Maus, Freiheit, Sicherheit …
På dansk er der dog kun egennavne under navneord, der skrives med stort, fx Peter og Berlin, men ikke bil, dyr, hund, mennesker, mus, frehed eller sikkerhed.
Kønnet af navneord på tysk og dansk
På begge sprog er navneord kendetegnet ved, at de tildeles et (grammatisk) køn. På tysk har vi tre køn: maskulint, feminint og intetkøn. På dansk er der kun to køn, fælleskøn og intetkøn.
Strengt taget kunne man også sige: Dansk deler navneord efter, om de har et grammatisk køn eller ej, fordi udtrykket ”intetkøn” betyder noget i retning af ”ingen køn”.
På begge sprog går det såkaldte naturlige køn forud for det grammatiske køn.
Det betyder, at alle levende væsener på tysk defineres som enten mandlige, kvindelige eller neutrale. Manden er maskulin, kvinden er feminin og barnet er neutralt. Et signalord som den bestemte artikel (der, die, das) angiver dette køn.
På dansk er 99 % af levende væsner defineret ud fra deres fælles køn. Så her gør det ingen forskel, om vi taler om en mand eller en kvinde – den almindelige artikel er „en“. Barnet er dog også defineret som intetkønt på dansk og får derfor artiklen “et”.
En anden vigtig forskel er, at på dansk føjes den bestemte artikel til substantivet. Først når den bestemte artikel fremstår særligt fremhævet, eller når der tilføjes et adjektiv, kommer det før substantivet.
Artiklerne på tysk (grundform i nominativ)
Navneords bøjning på dansk
Tabellen viser, at de bestemte og ubestemte former i tysk er de samme: ein/der Mann , eine/die Frau , ein/das Kind.
På dansk skal man dog i første omgang lære fire former for hvert navneord: den ubestemte entalsform ( en man/kvinde, et barn ), den bestemte entalsform (manden, kvinden, barnet ), den ubestemte flertalsform ( mænd, kvinder, børn ) og den bestemte flertalsform ( mændene, kvinderne, børnene ).
Men det er alt, hvad du behøver at vide om deklination af navneord på dansk. Med én undtagelse: Også her får navneordet i genitiv kasus et s. Desuden er genitiv ofte placeret foran – på tysk kendes denne form kun i dag fra den klassiske litteratur.
Bøjning af navneord på tysk: Hvordan konjugerer du navneord på tysk?
Vi kender allerede nominativet. Deklinationen af navneord på tysk begynder dog først rigtigt på dette tidspunkt. Fordi vi afviser substantivet, selv når det optræder som et objekt eller som et komplement i sætningen.
På dansk ville man i alle disse tilfælde – bortset fra som nævnt ovenfor – bruge substantivets respektive grundform i genitiv. Men også her bruges ofte konkurrerende former, såsom et udtryk med „af“ eller „fra“.
På tysk er signaleffekten af artikler og andre ledsagere til substantivet meget mere tydelig. Hvorfor er det det? Er det virkelig vigtigt på tysk, om et substantiv er maskulint, feminint eller neutralt?
Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det, der betyder noget her, ikke er, at et substantiv er defineret af dets grammatiske køn. Signalerne gør det snarere lettere at genkende, hvem der aktuelt handler (subjekt i nominativ kasus), hvad handlingens genstand er (komplement i akkusativ kasus) og hvem der bliver „tiltalt“ af denne handling (dativ objekt).
Men måske mere om det en anden gang.
Tips til at bøje navneord på tysk og dansk
Forskellene i bøjningen af navneord på tysk og dansk skulle nu være tydelige. Og vil du selv undervise i dansk eller tysk, vil du allerede på dette tidspunkt mærke, hvor typiske fejlkilder ligger. For det er ikke nok at kende reglerne. (Eller som jeg kan lide at sige: Bare fordi du genkender et klaver, betyder det ikke, at du kan spille på det.)
For en person, hvis første sprog er tysk, er det svært at vænne sig til at tilføje artiklen til substantivet. Derudover er „-en“ en typisk flertals- og dativendelse på tysk. Først nægtede min hjerne simpelthen at genkende en bestemt artikel i den.
For en, hvis førstesprog er dansk, er der dog kun grundformens fire endelser – uanset om substantivet optræder i nominativ, akkusativ eller dativ.
I sidste ende hjælper kun én ting: øv, øv, øv. At få lov til at lave fejl for at kunne genkende og rette dem. Og frem for alt er det vigtigt at lære artiklen og flertalsendelserne lige fra starten – når man lærer dansk såvel som tysk.
For dem, der ikke kan lide at skrive, kunne det se sådan ud: 😉
Men selvfølgelig er der meget mere at overveje, når man sammenligner navneord på tysk og dansk, såsom dannelsen af flertal eller det irriterende spørgsmål om, hvordan man bestemmer et navneords køn på tysk eller dansk. Og selvfølgelig vil du også gerne vide, hvordan du kan se, om et substantiv skal stå i akkusativ eller dativ.
Det vil jeg komme nærmere ind på i fremtidige indlæg. Hvis du allerede har spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem i kommentarerne!
Tusind tak!